Nordsøsamarbejdet

Nordsøsamarbejdet består af 10 europæiske lande med fælles interesser i Nordsøen. Formålet er at reducere omkostningerne til udbygningen vedvarende energi i Nordsøen og udvikle det europæiske marked.

Nordsøsamarbejdet er et samarbejde om havvind og el-net i Nordsøen mellem Belgien, Nederlandene, Luxembourg, Irland, Frankrig, Norge, Sverige, Tyskland og Danmark med deltagelse af Europa-Kommissionen. Efter Brexit deltager Storbritannien på teknisk niveau.

Samarbejdet startede i sommeren 2016, hvoraf Danmark havde formandskabet fra sommeren 2018 til udgangen af 2019. Danmark har igen overtaget formandskabet i 2024, hvor man fra dansk side skal lede arbejdet i Nordsøsamarbejdet.

Se arbejdsprogrammet for det danske formandskab i 2024 her.

Formålet med Nordsøsamarbejdet

Formålet med Nordsøsamarbejdet er at nedbringe omkostningerne til udbygningen af vedvarende energi i Nordsøen og derved udvikle det europæiske marked. Mere specifikt forsøges dette gjort ved at:

  • Samarbejde om hybridprojekter
  • Udvikle fælles og ensartet forståelse af standarder og krav til havvindmøller
  • Koordinere timing for udbud samt udvikling af best practice for design af udbud
  • Dele nyeste viden om, hvordan havvind etableres på den mest omkostningseffektive måde
  • Samarbejde om udbygning af elnettet både til havs og på land

Nordsøsamarbejdets potentiale

Vindenergi fra Nordsøen vil kunne dække en betydelig del af elforbruget i Europa. Dette er årsagen til, at Nordsøen skal blive Europas grønne kraftværk, der vil kunne eksportere grøn strøm til resten af EU. I 2023 underskrev Danmark, Belgien, Frankrig, Tyskland, Irland, Luxembourg, Nederlandene, Norge og Storbritannien en erklæring med en ambition om minimum 120 GW havvind i 2030 og mindst 300 GW havvind i 2050. Dette er en betydelig forøgelse af produktionskapaciteten for havvind i Nordsøen, og vil bidrage til at øge forsyningssikkerheden for hele Europa og bidrage til den grønne omstilling. I Nordsøsamarbejdet arbejdes der med at sikre, at ambitionerne bliver implementeret.

Danmark og andre europæiske lande har indtil nu været forløbere for udvikling af teknologi, og med de nuværende politikker vil EU’s havvindskapacitet over det næste årti vokse betydeligt. I Nordsøsamarbejdet er Danmark med til at sikre, at havvinds fulde potentiale opnås.

Gennem Nordsøsamarbejdet kan en fælles og ensartet forståelse medføre en reduktion i produktionsomkostninger, da virksomheder ikke længere skal tilpasse produktionen til forskellige landes standarder. Dette kan yderligere reducere prisen for vindmøllestrømmen til gavn for både borgere og virksomheder.

Nordsøsamarbejdet baner vejen for, at Danmark og Europa kan bruge havvind til at nå sine klimamål og opfylde forpligtelserne i forhold til Parisaftalen. Havvind vil ikke kun være med til at skabe jobs og grøn vækst, men gøre det muligt for Europa og resten af verden at gøre sig fri af fossile brændsler og skabe grundlag for et bæredygtigt liv for alle på jorden.

Hvis du vil vide mere

Hvis du vil vide mere om Nordsøsamarbejdet, havvinds potentiale eller hvordan den første vindmølle blev opfundet, så se med i videoen nedenfor