Klimaet har brug for din stemme!

Energi-, forsynings- og klimaministeren har besluttet at nedsætte et ungeklimaråd, der skal bringe nye idéer og input på banen, som kan være med til at løse de globale klimaudfordringer.

Til det nye ungeklimaråd har klimaminister Lars Chr. Lilleholt brug for unge mellem 18 og 29 år, der brænder for at gøre en forskel for klimaet og de næste generationer. Medlemmerne af Ungeklimarådet vil blive valgt på baggrund af personlig motivation og engagement i klimadagsordenen.

Ungeklimarådet vil mødes med klimaministeren hvert halve år, og herudover er der mulighed for at arrangere andre aktiviteter, hvor et større antal unge kan deltage.

 

Noget for dig? Send en ansøgning

Er du optaget af klimaet, og har du lyst til at engagere dig og gøre en forskel? Så send en ansøgning, hvor du fortæller, hvorfor lige netop du skal have en plads i det nye Ungeklimaråd. Ansøgningsfristen er den 25. januar.

Der efterstræbes et mangfoldigt Ungeklimaråd. Derfor opfordres alle uanset personlig baggrund til at ansøge om en plads i Ungeklimarådet.

 

Udfyld og send din ansøgning til Ungeklimarådet