Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Eksportstrategi for energiområdet

Danmark er et foregangsland inden for grøn omstilling og energieffektivitet. Den position skal vi fastholde. Energisektoren har stor betydning for dansk eksport, vækst, velstand og arbejdspladser. Vores førerposition er skabt over årtier, hvor Danmark har haft et højt ambitionsniveau, som regeringen fastholder.

Danmarks succes i den globale grønne omstilling skal måles på vores evne til at skabe eksport, vækst og danske arbejdspladser, samtidig med at vi sikrer en positiv global klimaeffekt. 2015 var et skelsættende år med vedtagelse af FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling og vedtagelse af den globale klimaaftale på COP21 i Paris. For første gang nogensinde har verden en global ramme for grøn omstilling.

Det vil igangsætte massive investeringer over hele verden og skabe en stor efterspørgsel efter netop de teknologier, løsninger og serviceydelser, som den danske energibranche er verdensførende i at levere.

Der er verden over allerede stor efterspørgsel efter danske energiløsninger. Den danske eksport af energiteknologi har været stigende de seneste 15 år fra 27 mia. kr. i år 2000 til 71 mia. kr. i 2015. Danmark er europamester i eksport af energiteknologi som det land i EU15, hvor energiteknologieksport med 11 pct. udgør den største andel af den samlede vareeksport. Særligt eksporten af grøn energiteknologi er steget de seneste 15 år.

Forandringerne i det globale energi- og klimapolitiske billede og den øgede globale tilslutning til at nedbringe CO2-emissionerne betyder, at den nuværende danske eksportfremmeindsats på energiområdet i endnu højere grad skal sammentænkes, koordineres og løbende udvikles.

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, Udenrigsministeriet og Erhvervsministeriet har derfor udarbejdet en samlende strategi for energibranchen, der kan fokusere den danske eksportindsats i udlandet på energiområdet og indfange de nuværende og fremtidige muligheder, som branchen står overfor.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V):
”Med denne strategi vil vi gøre Danmark til en eksportsupermagt på energi. Det er vores vision, at eksporten af energiteknologi skal fordobles fra ca. 70 mia. kr. i 2015 til mindst 140 mia. kr. i 2030. Det vil gavne klimaet, hjælpe andre lande med deres grønne omstilling, skabe danske arbejdspladser og bidrage til vækst, velstand og velfærd i Danmark.”