Vismændene rammer uden for skiven

Onsdag, 26 februar, 2014
Det Miljøøkonomiske Råd når igen i år frem til, at klima- og energipolitikken er for dyr for det danske samfund. Men rådet undervurderer klimaudfordringen og udelader de mange positive effekter ved en ambitiøs klima- og energipolitik, mener klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Det Miljøøkonomiske Råd anbefaler i sin rapport, at Danmark afvikler alle tilskud til vedvarende energi og blandt andet aflyser de planlagte havvindmølleparker Kriegers Flak og Horns Rev 3. Det vil betyde, at udbygningen med vedvarende energi vil stoppe, og at Danmark i 2020 vil have 29 procent vedvarende energi i energisystemet. EU’s krav til Danmark er en VE-andel på 30 procent.

”Dermed rammer Det Økonomiske Råd helt uden for skiven. Det er underligt, at rådet kan finde på at foreslå, at vi skal vi skal have mindre vedvarende energi, end EU stiller som krav. Det er både urealistisk og uklogt”, siger Rasmus Helveg Petersen.

Hvis man følger Det Miljøøkonomiske Råds tankegang, skal Danmark vente på resten af EU – og gerne hele verden - før vi begynder at omstille vores energisektor.

” Hvis ingen går foran og skaber en teknologisk udvikling, bliver det umuligt at holde temperaturstigningen på kloden under to grader.  Det Miljøøkonomiske Råd tager ganske enkelt ikke klimaudfordringen alvorligt”, siger Rasmus Helveg Petersen og fortsætter:

”Regeringens langsigtede mål er, at Danmark skal være et samfund baseret 100 % på vedvarende energi.  Det mål har vi af hensyn til klimaet, forsyningssikkerheden og det forhold, at vi ikke ønsker at være afhængige af udenlandsk olie, kul og gas. Hvis vi bremser udviklingen nu, risikerer vi, at det bliver både dyrt og svært at nå det langsigtede mål”.

Det Miljøøkonomiske Råd når frem til, at det vil skabe 5000 arbejdspladser, hvis vi dropper vores udbygning med vedvarende energi. Men rådet glemmer samtidig de mange fordele, som Danmark har ved at føre en ambitiøs klima- og energipolitik. Det giver os gode muligheder for at påvirke EU og det globale samfund, når vi selv har ambitiøse mål og viser praktiske løsninger. Samtidig er klima- og energipolitikken med til at sparke en teknologisk udvikling i gang, som danske virksomheder nyder godt af.

”Rådet glemmer fuldstændig at tage hensyn til de mange arbejdspladser, der i disse år skabes i den grønne del af erhvervslivet. Det internationale marked for energiteknologi vil vokse markant i de kommende år, og det er en kæmpe fordel for virksomhederne, at de er førende teknologisk”, siger Rasmus Helveg Petersen.

Klima-, energi- og bygningsministeren er enig i, at klima- og energipolitikken skal tage hensyn til virksomhedernes konkurrenceevne. Derfor er der grund til at kigge på, hvordan PSO-tariffen belaster de mest el-intensive virksomheder.

”Derfor vil jeg indkalde partierne bag energiforliget til et møde, lige så snart vi har et grundlag at tale ud fra. Det er vigtigt, at vi er grundige og velforberedte og ikke tager forhastede beslutninger”, siger Rasmus Helveg Petersen.

Senest redigeret: 26. februar 2014